Vietnam 2.0

April 25, 2012

Jeg har nu vaeret i Vietnam i 21 dage, saa nu er det vist tid til en lille opdatering til folk der ikke har facebook – og Jakob Mosbjerg 🙂 Jeg bor sammen med Sarah, Signe, Jesper, Oskar og Rose (wait for it) i en lille by i Sydvietnam. Byen hedder Cau Ngang og ligger ca. 200 km fra Ho Chi Minh City. Her har vi vores eget hus ved breden af Mekong-floden.

Vi er her for at undervise boern og unge i engelsk, hvilket vi allerede er i fuld gang med. Undervisningen foregaar paa seks forskellige skoler, som ligger i en omkreds af 12 kilometer fra vores hus. Vi er paa hver skole een gang om ugen, hvilket i alt er ca. 3 timer pr. dag. Da niveauet svinger fra ”absolut elendig til engelsk” til ”hmm… Jeg kan snakke en smule” har vi sommetider brug for en tolk/oversaetter – og her kommer Rose, ogsaa kaldet Hoa, ind i billedet. Hun er vores vaske aegte vietnameserpige fra HCMC, som  kan baade engelsk og vietnamesisk. Hun hjaelper os ogsaa med at arrangere forskellige ting med de lokale, f.eks. har vi vaeret til vietnamesisk bryllup, hvor alle gaesterne sang karaoke. Det eneste problem var, at de havde drukket risvin fra morgenstunden, saa sangen var ikke saa smuk som de selv troede den var.

Ud over bryllup har vi besoegt flere af vores elever og moedt deres foraeldre. De byder oftest paa frokost eller aftensmad. De tror at vi er buddhister, naar vi fortaeller at vi er vegetarer og naar vi forklarer hvorfor, griner de og svarer at vi garanteret er paa slankekur.

Vi har ogsaa vaeret paa Mekong-udflugt i en lille baad vi laante af de lokale. Her er virkelig mange smaa deltaer, som er rigtig spaendende at udforske.

Rose blev inviteret til festival i denne uge, hvor hun inviterede os med. Det var en af de mest syrede oplevelser. Der var bingo-aften paa en stor scene inde i centrum af Cau Ngang, men det var ikke helt normal bingo. Tallene blev trukket af transvistitter, der dansede til elendig karaoke-musik i et lysshow der mindede om en pauseskaerm fra Windows 95. Skraemmende men god oplevelse 🙂

Dagene gaar hurtigt nu og det er underligt at vi allerede har vaeret her i snart en maaned. Ud over undervisningen gaar tiden med forberedelse af timerne – og selvfoelgelig afslapning. Her er omkring 36 grader, hvilket betyder mange daglige cafebesoeg. Faktisk har vi en lille ”cafe” i baghaven, hvor man kan faa kolde drikke, chips og kaffe – vigtigt! Her moeder vi mange af de lokale, som proever at laere os vietnamesisk, mens vi laerer dem engelsk (tror det gaar bedre for dem).

Vores hus er et stort virvar af myggenet og madrasser, men her er virkelig hyggeligt. Vi er oftest fri for kaempeedderkopper, men de er svaere at holde ude, da huset er helt aabent ved taget. Paa terrassen i baghaven holder vi aender/aellinger. Dem har vi opfostret fra foerste dag de klaekkede, saa de er forholdsvis tamme. De lokale synes vi er tossede, specielt naar vi forklarer, at de IKKE skal spises.

I denne weekend skal vi til HCMC for at slappe af. Vi glaeder os specielt til andet mad end pho (nuddelsuppe) og ris – Pizzahut er allerede i planerne 🙂

Haaber i nyder Danmark og spis gerne en ekstra hindbaersnitte for mig!

Advertisements

Ek-saye-pacchas

March 13, 2012

Sidder nu i Kathmandu, Nepal, på sjettedagen. Her er, hvis muligt, bedre end forventet og jeg nyder tilværelsen med dejlige mennesker i en fantastisk by. Den sidste lille uges tid indeholder alt fra nepalesisk bryllup til verdens anden højeste bungy-jump.

Turen hertil varede godt to døgn, inklusiv ti timers ventetid i Qatar (under Iran). Det var svært at slĂĄ tiden ihjel, men det var selvfølgelig det hele værd. Da vi ankom i Kathamdus lufthavn (som lignede et nedlagt hotel) blev vi mødt af et hvidt skilt, hvor der stod ‘Action Aid’ (dem vi rejser for). De fem nepalesiske mænd, der hjalp os med at bære bagagen til bussen, krævede selvfølgelig drikkepenge og endte med, ved en fejltagelse, at fĂĄ over 50 dollars… typisk! Men glade som vi var, kørte bussen i den rigtige retning mod Platformen. Her fik vi hurtigt et indblik i Kathmandus bĂĄde lyse og mørke sider, bl.a. de glade børn der legede i slumkvarterene.

Herefter ankom vi til Platformen, som førhen var et hotel. Her skal vi bo måneden ud og det er ikke ringe, da vi har internet, bad, hjemmelavet mad, fine værelser og terrasse med udsigt til Himalaya. Ud over de femten på vores hold bor her også ca. tyve andre asiatere fra mange forskellige lande.

Tiden pĂĄ Platformen gĂĄr primært med undervisning om sociale strukturer, religion og nepali. Vi sidder som regel pĂĄ terrassen, hvor graderne oftest runder de femogtyve. NĂĄr undervisningen bliver for tung har vi forskellige ‘energizere’, som frisker os op… meget pædagogisk, men det virker. Ellers gĂĄr tiden med sociale aktiviteter, fællesspisning og ture til bydelen Tamel.

Tirsdag var der en helligdag kaldet Holi. Her gĂĄr folk rundt og fester i gaderne og kaster maling pĂĄ hinanden. Desuden er det tilladt at gøre det meste denne dag, hvis bare du efterfølgende siger “happy holi”. Vi nĂĄede ikke rigtig at blive en del af denne fest, men asiaterne pĂĄ Platformen viste os billeder derfra.

Onsdagen tog vi på sightseeing i byen, som vi i starten troede var afskåret fra turister. Det viste sig dog dagen efter, at Tamel var et backpacker paradis med alverdens butikker, caféer, barer og påtrængende sælgere. På trods af turiststemningen er det hyggeligt at kunne spise godt og få en kold øl.

Torsdag tog vi endnu en tur til Tamel. Vi havde i Nepali-undervisningen lært at sige 150 rubies (ca.10 kr), da dette er de lokalespris for en taxi til byen. Først lykkedes det os ikke at få pruttet prisen derned, men da vi først sagde det på Nepali  (ek-saye-pacchas, 150) vidste chaufføren at vi kendte de lokale priser.

Fredag bestilte vi en tur til Last Resort. Dette er et resort tæt ved den tibetanske grænse, der ligger i bjergene. Den er kun tilgængelig via en smal hængebro, som desuden fungerer som springbræt for bungyjumpers. Dette var selvfølgelig grunden til at jeg virkelig sĂĄ frem til at opholde mig her. 165 meters frit fald over en klippefyldt flod – med andre ord: verdens anden højeste bungy-jump udspring. Jeg frygtede ikke springet før jeg stod pĂĄ den lange, gyngende hængebro. PĂĄ et introkursus lærte vi, at jo længere vi sprang udad, des vildere ville  nedturen blive. Efter at vinke til videokameraet, der fulgte mig overalt, gik jeg ud mod kanten. Hoppet var i mit hoved perfekt – langt spring udad, hovedet nedad og fuld kontrol. Alligevel kunne jeg pĂĄ videofilmen se, at springet mere lignede et nervøst hop, hvor benene bukkede under inden jeg virkelig nĂĄede at springe. Herefter faldt jeg ca. 150 meter pĂĄ lige omkring tre sekunder. Super følelse, men meget kortvarig. Resten af dagen gik med afslapning med de fire piger (Johanne, Trine, Sarah og Signe) der ogsĂĄ turde at tage springet 🙂

I går var der lokalt bryllup lige udenfor Platformen. Her blev vi inviteret indenfor, hvor vi kunne observere et meget utraditionelt bryllup, efter danske standarder. Her fik vi malet røde pletter i ansigtet og blev næsten tvunget til at danse med de lokale gæster. Det var virkelig festligt og folk hyggede sig!

Om aftenen var der fest pĂĄ Platformen. Her var alle, bĂĄde undervisere og voluntører, mødt. Vi havde fĂĄet til opgave at lave et indslag om alle de forskellige lande, der er repræsenterede her pĂĄ Platformen. Dvs. Indien, Afghanistan, Myanmar, Pakistan, Sri Lanka, Thailand, Nepal, Vietnam og Danmark. I min gruppe skulle vi fremlægge noget om Vietnam. Vi havde forberedt en karaoke, hvor alle skulle synge Vietnams nationalsang efterfulgt af mere kendte sange. Dette udviklede sig til en kæmpe fest, hvor alle dansede og sang – super sjovt!

I dag har vi rengøringsdag, men vi skal også ud og besøge et af de mange hinduistiske templer her i Kathmandu.

Det var alt for denne gang, vi skrives ved og ses om dejligt lang tid 🙂

This slideshow requires JavaScript.

Tilbage til Asien!

March 2, 2012

I februar sidste ĂĄr rejste jeg med min kammerat, Simon Rahbek, til Asien. Vi rejste rundt i Kina, Vietnam, Cambodia og Thailand. Det var fem af mine bedste mĂĄneder, sĂĄ hvorfor ikke gentage succesen?

Denne gang bliver det ikke primært som backpacker, men som voluntør i Nepal og Vietnam. Jeg rejser ud med selskabet Mellemfolkeligt Samvirke (MS), ogsĂĄ kaldet ActionAid Denmark. Mine opgaver bliver bl.a. at undervise i engelsk, hjælpe med praktiske opgaver og støtte befolkningen – f.eks. med forskellige aktiviteter.

Den første mĂĄned er i Nepal, hvor vi bliver undervist i asiatisk kultur og om hvordan vi kan være med til at gøre en forskel. Her bor vi femten danskere sammen, som alle skal til projekter i Asien. Tror det bliver fedt at kombinere voluntørarbejde med fællesskab – ikke mindst efter at have mødt de fjorten andre pĂĄ introkurset i København.

Efter én måned i Nepal fortsætter fem af os til Vietnam (Signe, Sarah, Oscar, Jesper og mig). Som den første MS-gruppe tager vi til Sydvietnam, til en lille provins kaldet Tra Vinh (ca. 200km syd for Ho Chi Minh City). Dette er den fattigste del af Vietnam og her skal vi undervise de lokale børn i engelsk og finde på aktiviteter og projekter.  Vi skal regne med at bruge mange timer af hverdagene på dette, men i weekenderne har vi fri. Her skal vi være i tre måneder, men jeg regner med at forlænge rejsen, så jeg først er tilbage i slutningen af august.

Da vi højst sandsynligt ikke har internet i Vietnam (fra 4. april), vil det kun være muligt at komme i kontakt med mig i weekenderne. Ellers tager jeg min mobil med, sĂĄ man kan sms’e (4kr/pr.sms)  🙂

Jeg tager afsted tirsdag d.6 marts kl.11.00.

Håber at I vil følge min rejse på bloggen! 🙂